Jeg brænder for at understøtte udvikling generelt både for klienter, supervisander, kursister og for mig selv. Det betyder, at jeg er optaget af metodeudvikling, forskning, bevægelse og ny viden. Det vigtigste for mig er dog den gode kontakt, for jeg tror på, at der skal tryghed og tillid til for at kunne udvikle nye handlemuligheder.
Jeg har arbejdet med behandling i forskellige kontekster både miljøterapeutiske og psykoterapeutiske. Jeg har arbejdet med at hjælpe mennesker med mange forskellige typer af vanskeligheder herunder bl.a. angst, personlighedsforstyrrelser, selvskade og traumer. Og så har jeg arbejdet som leder, underviser og supervisor i en årrække. Mine erfaringer har jeg fået gennem arbejdet i misbrugsbehandling, psykiatri og privat praksis. Jeg har bl.a. arbejdet knap 9 år med psykoterapeutisk behandling i psykiatrien med mennesker der led af kompliceret angst, traumer og personlighedsforstyrrelser.
Begrebet mentalisering har fungeret som den faglige røde tråd gennem mit arbejdsliv. Mentalisering er bl.a. en psykologisk holdning, der fungerer som en virksom fælles faktor for udvikling. Det er også en evidensbaseret metode og teknik. Man kan altså anvende mentalisering som kerne i samtaler uanset hvilken tilgang man er inspireret af. Jeg inddrager også andre tilgange både psykoanalytiske/-dynamiske og kognitivt adfærdsterapeutiske for at tilpasse samtalerne bedst muligt.
Jeg er uddannet specialist i psykodynamisk psykoterapi med specialisering i mentaliseringsbaseret behandling, men har uddannelse og erfaring inden for forskellige metoder herunder bl.a. en efteruddannelse i den metakognitive terapiform. I kan læse mere om mig på min hjemmeside www.psykologmariebloch.com.