Hvem er jeg?
Mit navn er Ida, og jeg er én af de tre, der står bag Vane Terapeuterne.
Siden starten af mine teenageår har jeg haft stor interesse for kost og træning, og for mig var det i mange år den eneste måde at være sund på. Jeg skulle spise, hvad jeg kategoriserede som sundt, men kunne aldrig rigtig leve op til de krav jeg satte til mig selv, og det endte altid med negative tanker omkring mig selv, min krop og min vægt. Træningen, som ellers var mit frirum, endte med at blive til en sur pligt, en kompenserende adfærd, som jeg brugte til at give mig selv “fri bane” til mad. Træningen endte med at påvirke mit humør negativt, og det gjorde mig endnu mere usikker på mig selv.
I dag har jeg heldigvis et helt andet syn på hvad sundhed er for mig, og selvom de negative tanker og usikkerheden på mig selv, sommetider godt kan komme snigende, har jeg lært strategier til at acceptere dem og det at de er der, men ikke lade dem fylde eller udvikle sig, og er i stedet nysgerrig på, hvorfor disse tanker, kommer netop der. Træning gør jeg ikke længere af pligt, men det er derimod lystbetonet. Jeg ved nu at min krop har brug for mad, uanset hvor aktiv den har været, og jeg behøver ikke “fortjene” den mad jeg spiser. Jeg ved også at sundhed for mig ikke kun handler om min krop, men også om hvordan jeg har det mentalt.
Sådan helt ærligt, så er det med madro, kropsro og sindsro, stadig pisse svært til tider, men jeg ved at processen er det hele værd, og det hjælper mig altid at vide, at det er helt normalt at jeg nogle gange synes det er svært og har tilbagefald.
Jeg brænder for at hjælpe kvinder med at navigere rundt i de negative tanker og uhensigtsmæssige adfærdsmønstre omkring mad, krop og vægt, som jeg selv kan genkende. De redskaber og den viden jeg har tillært mig hen af vejen, håber jeg, jeg kan bruge til at gøre vejen nemmere for andre.
Hvad får du hos os?
Hos Vane Terapeuterne finder du et team af dygtige og kompetente terapeuter, der coacher og hjælper dig ud af et liv med under- eller overspisninger. Vi hjælper dig med at skabe en hverdag uden restriktioner og med færre tanker omkring mad, krop og vægt, for derigennem at opnå madro, kropsro, større overskud og mental frihed. Vi hjælper med at navigere rundt i de svære tanker og følelser om mad, krop og vægt, så du kan bruge din energi og frihed til at gøre mere af dét i livet du længes efter at foretage, og være mere ægte tilstede i din hverdag. Derfor hjælper vi dig med at identificere dine værdier og sammen sætter vi specifikke handlingsmål og giver dig redskaber til at håndtere de svære tanker og følelser, som begrænser dig i at leve det liv, som du drømmer om.
Jeg glæder mig til at byde dig velkommen.
De kærligste hilsner
Ida, Vane Terapeuterne